B-siden Manden

Af Frederik Schøler. Bragt i Midtjyllands Avis 11. januar 2018

Manden på B-siden, ja det er jo så mig. Frederik Schøler, landet på Silkeborg bibliotekerne som Kulturformidler pr. august 2017 med 8 års udskejelser på Favrskov Bibliotekerne og en cand.litt.snob titel fra Aarhus Universitet i bagagen. ”Cand.litt.snob???” spørger I, ”Det er der, da ikke noget der hedder!” Og det kan da godt være, I har ret. Det er også mere et udtryk for, at jeg har papir på, at jeg ved noget om litteratur, hvilket jeg gerne ytrer mig om, men at I jo da ikke skal tage det mere alvorligt end som så. Jeg synes, det er en rigtig god ide, at man læser, og jeg synes ideen bliver bedre og bedre, des bedre litteratur, man kaster sig over. Hvad det så er for noget, det kan I få noget mere eller mindre troværdigt at vide om, ved at følge med her på B-siden.

”Jamen, du må da komme med et eksempel,” siger I, ”Hvad er det, der er godt ved et stykke med litteratur?” Det kan man jo ikke lige sige, for det kan jo være mange ting; men siden I så uforsigtigt spørger, så kan det være noget med sprogligt overskud. Sådan nogle tekster, der spiller lidt på noget, vi har en fornemmelse af og kniber lidt ud mellem sidebenene. Noget, der bryder med vores forventninger og sender vores læseoplevelse i en retning, vi slet ikke havde forudset. ”Det kan du ikke bare sige, det giver jo ingen mening! Var det ikke meningen, at du skulle formidle?!” Jo, jo, men tag nu fx en sætning som: ”Bag denne havelåge boede …” Se, så er forfatteren Jens Blendstrup jo allerede godt i gang med at fortælle en historie om damen i det gamle hus, som ungerne på vejen er bange for – eller måske er det indledningen til en børnebog i stil med Astrid Lindgren eller Lille Virgil? – det kunne man jo sagtens forestille sig. ”Joh, det kunne man måske godt…” Men hvad sker der så, når vi opdager, at sætningen i sin helhed er ”Bag denne havelåge boede en mand, der hed Klunke”? Så går alle vores forestillinger om den havelåge og manden i ganske andre retninger. ”Argh men, er det ikke lidt plat?!” Det er det, og Blendstrup har kun ganske få linjer til at overbevise os om, at det ikke er alt for galt. Når han så alligevel lykkes med det, og det ikke bliver plat, men ligefrem morsomt, se så er det fordi der er et sprogligt overskud, det er værd at beskæftige sig med. ”Men, men skal det så være kvalitet?” Det er op til både jer – og mig, der har forstand på den slags og uddannet cand.litt.snob. Men hvis der er mere ballade med jer, kan I bare komme til Kjellerup den 25. januar og vurdere selv. Der kommer Jens Blendstrup sammen med Lars Gundersen og fortæller om deres makkerskab og det pragtfulde værk: Havelågebogen. ”Var det ikke den, du læste op af til Årets bøger?” Jo, jo – og det var jer, der grinede. Og det var også inspireret af lågebogen, at 4. årgang fra Trekløverskolen skrev Havelåge-julekalender til bibliotekets Facebook og hjemmeside. ”Den får ikke for lidt, hva’?” Nej, det gør den ikke – det er jo Kulturformidling!

”Du er forhåbentlig ikke den eneste Kulturformidler på biblioteket?” Nej, nej – der er andre, der har gang i alt muligt forstandigt. De har fx skabt et arrangementsprogram her i foråret med alt fra Alzheimers til alkoholisme, 10 musikalske bud og anekdoter fra Badehotellet samt parforholdets genvordigheder og fortællinger fra en karriere som chef for Hærens Kampskole og Forsvarskommandoen. Det bliver mægtigt. Tjek selv programmet på silkeborgbib.dk – det sker alt sammen på et bibliotek i nærheden af dig.

Alle elsker Harry

Af Trine Færge Haurits Nielsen. Bragt i Midtjyllands Avis 14. december 2017

Den anden dag på biblioteket, mødte jeg en sød, ældre dame, som jeg havde snakket med ved en tidligere lejlighed. Hun gik rundt med en lille seddel med min håndskrift på og ledte efter de titler, jeg havde givet hende. Titler på nyere fantasyromaner fra børneafdelingen. Bøgerne var hverken til hendes børn eller børnebørn men til hende selv! Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg møder den slags mennesker, der som sande litteraturelskere kan læse Hanne Vibeke Holst det ene øjeblik og en fantasyroman det næste. Mennesker som udfordrer sig selv litterært, er nysgerrige, bare nyder den gode fortælling og som ikke automatisk skærer en hel genre fra. Som de fleste faktisk gør ved fantasy.

Fantasy – litteraturens persona non grata

At folk på den måde automatisk vælger en hel genre fra, tror jeg skyldes, at fantasy stadig mangler at tage den samme udvikling ud af litteraturens skammekrog, som krimien gjorde for nogle år tilbage. Førhen kunne en god bog ikke samtidig være en krimi. Akkurat som en fantasyroman i dag ikke helt tæller som lødig litteratur. I hvert fald ikke for voksne. Jeg diskuterede engang fantasy og Ringenes Herre med en studiekammerat på litteraturhistorie engang. Hun var stadig ikke kommet igennem bøgerne, og da jeg insisterede, sagde hun: ”Jamen, Trine, jeg gør bare ikke i talende træer”… Igennem årene har jeg tit tænkt på den kommentar. Er det virkelig enten-eller? Skal man være disponeret for fantasy for at kunne nyde den slags bøger?

Har du ikke læst fantasybøger, siden du læste Harry Potter, er det måske blevet på tide at genopleve magien fra dengang? Her er to gode bud på fantasyromaner, som også kan læses af den voksne læser. Måske det skal prøves i juleferien?

Hvis man skulle starte et sted?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Akkurat som jeg ikke tror, at nogen mennesker bare ikke kan lide lyrik. Det handler blot om at finde den helt rigtige bog. Når jeg snakker med forældre i børnebiblioteket, som ryster på hovedet af deres børns fantasy-feber og fortæller, at de ikke selv læser ”den slags”, så har de jo som regel læst samtlige Harry Potter bøgerne i en ferie engang. Med stor fornøjelse endda. Men det er som om, det ikke rigtigt tæller, for alle elsker jo Harry Potter. Og selvom han ganske rigtigt er i en kategori for sig, så findes der faktisk andre (trold)mænd, der er lige så gode som Harry Potter. Og andre fantasyromaner, som kan appellere til en voksen.

Hvis jeg skulle anbefale et par gode fantasyromaner til en fantasy-novice, som engang har læst Harry Potter og som har lyst til at genopleve magien fra dengang, er her to gode bud.

Første bud er Ravnenes Hvisken af den debuterende danske forfatter Malene Sølvsten. Bogen blander alle de gode virkemidler fra fantasy med nordisk mytologi, forbudt kærlighed og et fantastisk krimiplot foldet ud i et vindblæst Nordjylland. Her er et sikkert hit og som måske kan deles med teenageren i familien. Andet bud er norske Siri Pettersons Rav

neringene, hvor vi møder et mere klassisk fantasyplot med barnet Hirka Haleløs, der udstødt af alle må kæmpe for sin overlevelse for til sidst at rejse sig over dem alle. Her skrives om klasseskel, skæbner, forbudt kærlighed og nå ja, den uundgåelige kamp mod det onde, så også voksne læsere rives med.

Så kære læser. Måske det er en fantasyroman, du skal have med hjem til juleferien?

Liget i biblioteket

Af Katrine Sivesgaard. Bragt i Midtjyllands Avis 30. november 2017

Tidligere på måneden havde vi på Silkeborg Bibliotek besøg af Katrine Engberg, som fortalte om sine romaner, Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge, krydret med skæve beretninger om hverdagen som krimiforfatter. En af de anekdoter, som vakte særlig morskab blandt publikum, var historien om et temmelig akavet opkald til Borup Kemi, for hvilket af deres produkter er egentlig bedst, hvis man gerne vil myrde nogen så grusomt og samtidig så diskret som muligt? Det var ikke ligefrem et spørgsmål, som kvinden ved omstillingstelefonen var vant til at besvare. Præcis hvordan det endte med at gå til, kan man læse i hendes meget anbefalelsesværdige kriminalroman Blodmåne.

Arsenik og gamle krimier

En bloddryppende mordgåde er det oplagte omdrejningspunkt for en god krimi

Katrine Engberg fortalte desuden, at hun i høj grad henter inspiration fra de krimiforfattere, som hun læste ved spisebordet i sit barndomshjem; Dorothy L. Sayers, Georges Simenon og selvfølgelig Agatha Christie. Og det var her min interesse for alvor blev vakt, for når jeg siger til lånere, som beder om anbefalinger i stil med Jussi Adler-Olsen eller Sara Blædel, at jeg desværre ikke har læst så mange krimier, så passer det faktisk ikke rigtig. Jeg har bare ikke læst så mange krimier, der er skrevet efter 1970! For jeg har læst dusinvis af Agatha Christies romaner, en god portion af Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes, samt Edgar Allan Poes historier om en af litteraturhistoriens allerførste detektiver, franskmanden Auguste Dupin, som i Mordene i Rue Morgue opklarer et låst-dør-mysterium: To kvinder findes myrdet i en lejlighed på fjerde sal, døren er låst indefra, men der er intet spor af gerningsmanden. Det er nu op til vor helt at finde frem til morderen udelukkende ved hjælp af intellekt, ihærdighed og blik for detaljer, og hvis opskriften lyder bekendt, så er det fordi Poe med historierne om Dupin lagde en af grundstenene til den moderne detektivhistorie.

Det værste og det bedste

Jeg havde en underviser på universitetet, der beskrev kriminalromanen som den perfekte ramme for at udforske både det værste og det bedste ved den menneskelige natur: Forbryderens grusomhed og ondskab kombineret med opklarerens higen efter sandhed og retfærdighed. Det var store ord om en genre, som ellers yderst sjældent fik en plads i pensum på litteraturhistorie. Min periodevise Christie-mani var dengang nok lidt en guilty pleasure. Jeg vil dog til enhver tid insistere på, at hendes klassiker Mordet i Orientekspressen er den bedste krimi, jeg nogensinde har læst, og at den helt sikkert kan tåle en genlæsning, og mon ikke også et gensyn? Jeg skal i hvert fald vejen forbi den lokale biograf og opleve Kenneth Branaghs version af den belgiske detektiv, som strander i et snefyldt bjergpas ombord på Orientekspressen på rejsen mellem Istanbul og Calais, og som ender med at skulle opklare mordet på en af passagererne og må finde sin mistænkte blandt gæsterne i spisevognen. Selvom Mordet i Orientekspressen altså er min ubetingede yndling blandt Christies romaner, så er Liget i biblioteket for nylig steget i graderne på min personlige Christie-hit-liste, måske særligt på grund af mine daglige omgivelser? Et mørkt bibliotek efter lukketid er et oplagt gerningssted; måske en idé hvis jeg en dag selv skal skrive en krimi!